logo
Lectio

Hjem / Reform / Linjer og kreative fag

Linjer og kreative fag

Forord

Pædagogisk linje

Matematik-fysik linjen

Musik-film-tv linjen

Sproglige linjer

Hf-eksamen uden linjer

Praktisk-musiske fag

Forord

Enhver hf-eksamen fra Århus Akademi giver adgang til korte, mellemlange og lange videregående uddannelser i Danmark.

Det har altså ikke betydning for optagelsen på videregående uddannelser, om du har en bestemt linje eller ej.

Fordelen ved en hf-linje er, at du kan få endnu bedre indsigt i nogle fag og måske nogle videregående uddannelser, som linjen lægger op til. Du skal altså se muligheden for at vælge en linje som et tilbud om en ekstra, målrettet bevidstgørelsesproces.

Du skal vide, at en hvilken som helst af Danmarks gymnasiale uddannelser (stx, hf, hhx, htx) i forbindelse med visse uddannelser måske skal suppleres med gymnasial supplering efter eksamen, hvis dine samlede fagvalg ikke matcher en bestemt uddannelses krav om et bestemt niveau (A, B, C) i et eller flere fag.

I dette lille hæfte kan du læse, hvad Århus Akademi tilbyder af hf-linjer for hf-årgang 2005. Læs det grundigt og vurder, om en af linjerne er noget for dig! Der er også en vejledning for dem, der ikke på forhånd vælger en hf-linje.

Ud over linjevalget skal alle kommende hf-elever på ansøgningsskemaet prioritere 3 praktisk-musiske fag på C-niveau. Vi lover ikke, at du kan få dit første ønske opfyldt, men vi kan love, at vi vil gøre, hvad der er muligt. I pjecen kan du også læse lidt om indholdet i de praktisk-musiske fag, som du skal prioritere iblandt.

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med linjerne eller de praktisk-musiske fag er du velkommen til at kontakte os, før du indsender ansøgningsskemaet.

Pædagogisk linje

Har du lyst til en uddannelse, hvor de faglige udfordringer er koncentreret omkring samspillet mellem menneske og samfund, og hvor formidling og læring er centrale begreber, så er den pædagogiske linje et godt udgangspunkt.

Mål med pædagogisk linje:

Pædagogisk linje er en bred almendannende og studieforberedende hf-eksamen, som giver dig adgang til en bred vifte af videregående uddannelser. Samtidig sigter linjen mod at give dig et særligt godt kendskab til læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og socialrådgiver-uddannelsen. Alle tre uddannelser er kendetegnet ved en høj grad af professionalisme inden for det felt, der har med mennesker, psykologi og samfund at gøre. Det ønsker vi at udnytte i pædagogisk linje, som vil være inspireret af temaer og arbejdsmetoder fra de tre uddannelser.

Eksempler på temaer du kan komme til at arbejde med:

· Krop og identitet

· Kulturmøde og kultursammenstød

· Demokrati og ideologier

· Familieformer og livsstil

· Menneskesyn

· Læreprocessernes psykologi

· Etik og moral

· Værdier, normer og adfærdsmønstre

Faste valgfag på linjen

På den Pædagogiske linje er samfundsfag B og psykologi C faste valgfag. Du har dog stadig et frit valgfag tilbage.

Undervisningen på linjen

Dansk, kultur- og samfundsfaggruppen (historie, samfundsfag C og religion) og de obligatoriske valgfag – samfundsfag B og psykologi udgør linjens profilfag og dermed kernefag i forhold til de tværfaglige emner. De øvrige fag på linjen: engelsk, naturfag (biologi, geografi og kemi), idræt og et kreativt fag (musik, drama, design eller billedkunst) tones også i forhold til linjens emner i det omfang, det er frugtbart.

Arbejdsformerne i undervisningen vil variere mellem klasseundervisning, projekter, samt praktisk og case-baseret arbejde. På linjen vil indgå institutionsbesøg og samarbejde med Jydsk Pædagog-Seminarium, Århus Dag- og Aftenseminarium og Den Sociale Højskole, som ligger i nærområdet.

Matematik-fysik linjen

Har du lyst til en uddannelse, hvor din viden om og nygerrighed omkring natur og teknik spiller en rolle, så er Matematik-fysik linjen et godt udgangspunkt. En række uddannelser inden for natur, miljø, teknik, planlægning og sundhed bygger på fag, som findes i Matematik-fysik linjen.

Eksempler på emner du kan komme til at arbejde med

· Det naturvidenskabelige verdensbillede.

Kan handle om Universets opståen og udvikling, Jordens og livets udvikling.

· Krop og energi.

Kan handle om kost, energiomsætning og ressourcer og om fysiologi.

· Teknologisk udvikling.

Kan handle om Bio- og nanoteknologi, brintsamfundet og om teknologi med et historisk perspektiv.

· Eksperimentelt arbejde.

Her indgår fx dataopsamling og databehandling samt arbejde med vækst og prognoser.

Hvad foregår der i undervisningen i øvrigt?

Undervisningen på Matematik-fysik linjen vil være tonet af de naturvidenskabelige fag, dvs. der vil være et omfattende samarbejde mellem disse fag (matematik, fysik, biologi, kemi og geografi) og dine øvrige fag på linjen. Der vil være en række temaer, hvor flere fag arbejder sammen, fx dansk-historie-religion-fysik om verdensbilledet, eller dansk-naturvidenskab om formidling af naturvidenskabelige resultater og viden.

Undervisningen vil være tilrettelagt med varierede arbejdsformer, fx eksperimenter, projektarbejde og klasseundervisning. Desuden vil undervisningen pege mod relevante videregående uddannelser. Det kan ske i form af gæstelærere, besøg på relevante uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Her tænkes fx på Ingeniørhøjskolen, laborantskolen, social- og sundhedsuddannelser, rådgivende ingeniørfirmaer, den offentlige administration eller forskningsinstitutioner.

Mål med Matematik-fysik linjen

En række uddannelser kræver matematik og naturvidenskabelige fag på et bestemt niveau, fx fysik på B-niveau. Valg af Matematik-fysik linjen er din eneste mulighed for at vælge fysik B uden, at du skal bruge ekstra tid på supplering efter din hf-eksamen. Linjen tilbydes for at sikre dig en direkte adgang til og et brugbart udgangspunkt for en stor gruppe af uddannelser – også selv om du ikke ønsker at bruge dit frie valgfag til at vælge fysik B. Men kun på denne linje kan du komme til at arbejde med alle naturvidenskabelige fag på en gang.

Faste valgfag på linjen

På Matematik-fysik linjen ligger Matematik B og Fysik C fast som 2 af valgfagene. Hvis du vælger denne linje, skal du derfor være opmærksom på, at du kun har ét frit valgfag tilbage.

Forudsætninger og forventninger

Da matematik og naturvidenskab spiller en central rolle på denne linje, er det vigtigt, at du kan lide at arbejde med disse fag og også har fået et fornuftigt udbytte heraf i folkeskolen. Du binder dig ikke til en videregående uddannelse i disse fag, men får et godt udgangspunkt for det.

Musik-film-tv-linjen

Musik og film udgør to centrale kulturområder i nutidens samfund. Den teknologiske udvikling giver den almindelige pc-bruger mulighed for at forsøge sig som musikproducer eller hjemmevideo-klipper. Denne linje tager denne udfordring op.

Linjens musik-film-tv profil er central for samspillet mellem fagene. Alle linjens fag skal således i løbet af det to-årige HF-forløb bidrage til belysning og perspektivering af linjens profil.

I løbet af de 2 år vil du blandt meget andet komme ind på følgende:

· Komposition af egen musik og tekst til rock/pop-bands

· Musikalsk arrangement

· Bandspil

· Skabelse af egen filmproduktion/musikvideo

· Iscenesættelse af film

· Audiovisuelle mediers æstetiske udtryksformer

· Relevante analyseredskaber

· Refleksion og diskussion af egen og andres produktioner

Linjens profil kommer det første år til udtryk via temadage, tværfagligt gruppearbejde og projektarbejde. Desuden via forberedelse af og deltagelse i skolens MGP med egne sange.

Studieturen i foråret vil blive tilrettelagt omkring følgende indhold: Film, teater, musical, museum, koncerter, studiebesøg mv.

Andet år står i MGP’s tegn. Der skal komponeres musik, skrives tekst, hvorefter nummeret arrangeres og opføres med sceneshow. Musikken optages og musikerne filmes til en musikvideo.

Der er mulighed for ekskursion til TV- og Filmselskaber.

Sproglige linjer

1. De sproglige linjer på hf

Danmark er en del af Europa – og det er vigtigt, at mange danskere behersker flere af de europæiske sprog. På Århus Akademi kan du på hf vælge mellem følgende sproglige linjer:

· sproglig linje med engelsk (B) + tysk fortsættersprog (B)

· sproglig linje med engelsk (B) + fransk begyndersprog (B)

· sproglig linje med engelsk (B) + spansk begyndersprog (B)

2. Hvorfor sproglig linje?

· Samme klasse med fælles interesse for sprog

· Tæt samarbejde mellem sproglærerne

· Bedre forudsætninger for at arbejde med sprog efter hf-eksamen

At beskæftige sig med flere fremmedsprog i løbet af et fælles to-årigt hf-forløb samtidig med, at man arbejder bevidst med modersmålet i faget dansk, giver de bedste muligheder for at se ligheder og forskelle mellem sprogene. Du vil også gennem forløbet opnå større indsigt i landenes kultur, historie og samfundsforhold. På en sproglig linje vil du komme til at gå i en klasse, hvor alle er interesserede i sprog.

3. Hvorfor sprog?

· Sproglige færdigheder ud over engelsk

· Muligheder for studieophold i udlandet

· Bedre ansættelsesmuligheder – også i udlandet

· Indsigt i andre landes kultur, litteratur og samfundsforhold

· Møde med andre kulturer fremmer bevidsthed om egen kultur

Et lille sprogområde som det danske har brug for, at så mange som muligt kan fremmedsprog. Sprog er bindeleddet i et tættere Europa og forudsætning for, at der kan etableres ægte forståelse og kommunikation mellem landene. De praktiske muligheder for udveksling og ansættelse uden for Danmarks grænser forøges væsentligt, når man har kendskab til flere sprog. Ens egen verden bliver også større, når man har viden om den måde, mennesker tænker og udtrykker sig på i andre lande.

I Europa er engelsk ikke det største sprog, tysk er større, fransk er lige så stort, og spansk følger umiddelbart efter. Fransk og spansk er desuden hovedsprog i mange lande uden for Europa.

HF-eksamen uden linje

Hvis du ikke ønsker at vælge en af de tilbudte hf-linjer, skal du på ansøgningsskemaet sætte kryds i rubrikken: hf-eksamen uden linje.

Hvis du vælger hf-eksamen uden linje, kan du det første år vælge et af flg. valgfag:

· Fransk fortsætter C,

· Fysik C,

· Tysk fortsætter C

Deltagelse i fortsættersprogene forudsætter, at du har haft faget mindst 3 år i grundskolen, og at du normalt har aflagt prøve i faget.

Deltagelse i fysik kræver blot, at du er interesseret i faget, men det vil være en rigtig god idé, at du har haft faget i grundskolen.

Husk, du skal ikke vælge et af de tre valgfag. Det er et tilbud til dig.

Alle, også elever, der vælger hf uden linje, skal prioritere 3 praktisk-musiske fag.

Vælger du hf uden linje vil undervisningen det første år bestå af fællesfagene dansk, engelsk, matematik, naturvidenskabelige faggruppe (biologi, geografi og kemi), kultur og samfundsfagsgruppen (historie, samfundsfag og religion), idræt og det praktisk musiske fag.

I januar i 1. hf vil skolen give valgfagsorientering, og alle elever (der ikke på forhånd har valgt linje) skal vælge 2-3 valgfag, der starter i begyndelsen af 2. hf.

Arbejdsformerne vil for alle hf’ere være varierede. Ud over klasseundervisning vil eleverne lære gennem projektarbejder og individuelle opgaver. Der vil være tale om, at fagene vil samarbejde om temaer i nogle perioder.

Alle hf’ere skal regne med, at studiet svarer til en fuld arbejdsuge.

Praktisk-musiske fag

Til en hf-eksamen hører mindst et praktisk-musisk fag. Før optagelsen på Århus Akademi skal du derfor prioritere mellem de praktisk-musiske fag: Billedkunst, design, drama, mediefag og musik.

Klasserne oprettes, så alle i en klasse har det samme praktisk-musiske fag. Hvis du ikke får din første prioritet på første år, kan du vælge det på andet år.

Hvis du vælger at følge musik-film-tv linjen, skal du have musik første år. Du skal derfor ikke prioritere mellem de praktisk-musiske fag.

Billedkunst

Faget er både teoretisk og praktisk og der arbejdes især med billedkunst og arkitektur. Der kræves ingen tegnemæssige forudsætninger, og faget handler ikke om at gøre dig til kunstner, men det er vigtigt at du er interesseret i at arbejde både praktisk og teoretisk med billeder. Det handler nemlig om at kunne forstå billeder og andre æstetiske udtryksformer, om at kunne orientere sig i den visuelle omverden og om selv at være i stand til at arbejde med billedmæssige udtryk.

Fagets arbejdsformer veksler mellem klasseundervisning, korte kursusforløb med øvelser og projektperioder, hvor der arbejdes individuelt eller i grupper.

Eksamen i faget er mundtlig og der eksamineres i både det teoretiske stof og det praktiske arbejde som er lavet i årets løb.

Design

Designfaget er både teoretisk og praktisk, men der kræves ikke specielle tegnemæssige forudsætninger. I det praktiske arbejde er det arbejds- og designprocessen snarere end det færdige produkt, der fokuseres på.

Faget handler mere om at gøre dig bevidst om designproblemer, designprocesser og den designede omverden end om at gøre dig til designer. Der arbejdes med at analysere og vurdere produktdesign (industriel design), kommunikationsdesign (herunder grafisk design) og design af fysiske omgivelser (fx arkitektur). Tøjmode er ikke en del af fagets kernestof.

Fagets arbejdsformer veksler mellem klasseundervisning, korte kursusforløb med øvelser og projektperioder, hvor der arbejdes individuelt eller i grupper.

I årets løb arbejdes med en række praktiske og teoretiske projekter, som danner udgangspunkt for en mundtlig eksamen i faget.

Drama

Drama er et kreativt fag, der beskæftiger sig med teatrets teori og praksis. Der kræves ikke særlige forudsætninger udover lyst til at stå på en scene og evnen til at arbejde i større eller mindre grupper.

Du bliver undervist i rumbevidsthed, krops- og stemmetræning samt improvisation. På det teoretiske plan undervises der i drama- og teaterhistorie.

Du skal endvidere udvikle evnen til at analysere og vurdere teaterforestillinger.

Det etårige forløb er centreret om to praktiske projekter, hvor det sidste er rettet mod eksamen.

Et projekt er en opsætning af en tekst som teaterstykke med tilhørende teoretisk stof.

Eksamen består af en praktisk og teoretisk del, og der gives en samlet individuel karakter.

Mediefag

Mediefag er et kreativt fag, hvor det teoretiske og praktiske går hånd i hånd. Der kræves ikke særlige forudsætninger for at kunne vælge mediefag, men du skal være indstillet på fleksibel arbejdstid, når der laves film.

Det overordnede mål med mediefag er, at du i løbet af året etablerer viden om og indsigt i de elektroniske massemedier, og desuden får større bevidsthed om, hvordan de påvirker vores samfund.

I den praktiske del skal du være med til at lave en kortfilm. Du skal lære at skrive et manuskript, finde skuespillere, sætte lys, lave optagelser med kameraet og redigere filmen færdig.

I den teoretiske del lærer du at analysere film og tv-programmer. Der kan være tale om filmgenrer, instruktører, tv-serier eller nyheder.

Undervisningen afsluttes med en individuel karaktergivende eksamen, der er baseret dels på den kortfilm, du har været med til at lave, og dels dine færdigheder i at analysere en film- eller tv-sekvens.

Musik

Faget er for alle, der er interesseret i at arbejde med musik både praktisk og teoretisk. Du har måske gået til spil på en musikskole, har sunget i klassisk eller rytmisk kor, har gået på en efter- eller højskole med meget musik eller i en anden sammenhæng har spillet musik. Desuden er det også en fordel, hvis du har stiftet bekendtskab med noder i et vist omfang.

Det daglige arbejde i faget musik handler i høj grad om sang, spil og nodekendskab. Og du skal være indstillet på at øve efter skoletid.

Udover sang, spil og nodelære får du også indblik i musikhistorien, og pensum omfatter både klassisk musik og rytmisk musik. Den klassiske musik spænder tidsmæssigt fra ca. 1600-tallet frem til 1900-tallet og den rytmisk musik fra ca. år 1900 og frem.

Efter 1.hf afsluttes faget med en individuel karaktergivende eksamen. Du skal analysere et stykke musik og deltage i en gruppefremførelse som enten sanger eller musiker. Den teoretiske del og den praktiske del af eksamen vægtes lige, når karakteren skal fastsættes.